Visen om Drabækmordet
"Vise om det rædsomme Mord ved Bloustrød, Natten mellem den 9de og 10de Januar, hvor Arbejdsmand Lars Nielsen dræbte en Ungkarl paa den grusomste og mest oprørende Maade. Liget fandtes næste Morgen næsten nøgent i en Sluse.
Med fuldstændig Beretning.
Kjøbenhavn Jul. Strandbergs Forlag og Tryk.
Mel.: Nattens dæmrende Taage.
Mulmet laa over Jorden, Truende Skyer drev, Vejen var øde vorden, Alle helst hjemme blev. Endnu i Kroen stille Sad dog to Vandringsmænd, Dog ogsaa de snart vilde Ile til Hjemmet hen.
Hist i Aftenen stille Skred de ad Vejen frem, Tanker sorte og vilde Ruged´ hos en af dem. Han havde set den Anden Bytte en lille Sum; Grum han tænkte: "Ja Manden Skal jeg snart gjøre Stum."
Og som de gik alene Henad den øde Vej, Blev der en grulig Scene, Døden den meldte sig. Graad og Jammer der hørtes, Der blev forøvet Mord, Lyden af Skriget hørtes Henad hvor Præsten bor.
Slag paa Slag blev der givet, Morderen han var stærk, Røved´ den anden Livet, Ak, hvilket blodigt Værk! Knuste sit Offers Isse, Overskar Halsens Baand; Det var en Dåd tilvisse Gyselig for vor Aand.
Ak, og kun for en ringe Sum af fem Daler blot, Kunde han grum fuldbringe Daaden - o, det var raat. Ofret bønfaldt og trygled´: "Tag Alt, men skaan mit Liv," Morderen slog og hyled´, Dræbte ham med sin Kniv.
Snart blev Mordet opdaget, Morderen var for fræk; Øvrigheden har taget Ham - nu er han ej kjæk! Straffen man vil fuldbyrde, Og velfortjent den er, Thi man maa ikke myrde, det kan jeg sige Jer!
Ole Jespersen Høsterkjøb, Husmand."
|