|
Visen om Drabækmordet
"Vise om det rædsomme Mord ved Bloustrød, Natten mellem den 9de og 10de Januar, hvor Arbejdsmand Lars Nielsen dræbte en Ungkarl paa den grusomste og mest oprørende Maade.
Liget fandtes næste Morgen næsten nøgent i en Sluse.
Med fuldstændig Beretning.
Kjøbenhavn
Jul. Strandbergs Forlag og Tryk.
Mel.: Nattens dæmrende Taage.
Mulmet laa over Jorden,
Truende Skyer drev,
Vejen var øde vorden,
Alle helst hjemme blev.
Endnu i Kroen stille
Sad dog to Vandringsmænd,
Dog ogsaa de snart vilde
Ile til Hjemmet hen.
Hist i Aftenen stille
Skred de ad Vejen frem,
Tanker sorte og vilde
Ruged´ hos en af dem.
Han havde set den Anden
Bytte en lille Sum;
Grum han tænkte: "Ja Manden
Skal jeg snart gjøre Stum."
Og som de gik alene
Henad den øde Vej,
Blev der en grulig Scene,
Døden den meldte sig.
Graad og Jammer der hørtes,
Der blev forøvet Mord,
Lyden af Skriget hørtes
Henad hvor Præsten bor.
Slag paa Slag blev der givet,
Morderen han var stærk,
Røved´ den anden Livet,
Ak, hvilket blodigt Værk!
Knuste sit Offers Isse,
Overskar Halsens Baand;
Det var en Dåd tilvisse
Gyselig for vor Aand.
Ak, og kun for en ringe
Sum af fem Daler blot,
Kunde han grum fuldbringe
Daaden - o, det var raat.
Ofret bønfaldt og trygled´:
"Tag Alt, men skaan mit Liv,"
Morderen slog og hyled´,
Dræbte ham med sin Kniv.
Snart blev Mordet opdaget,
Morderen var for fræk;
Øvrigheden har taget
Ham - nu er han ej kjæk!
Straffen man vil fuldbyrde,
Og velfortjent den er,
Thi man maa ikke myrde,
det kan jeg sige Jer!
Ole Jespersen Høsterkjøb,
Husmand."
|
