Foredrag om nordbanen
onsdag d. 18. marts 2026, kl. 19.00
Mødested: Kirkehavegaard, sal 1
Foredrag om Nordbanen København-Hillerød-Helsingør v./ John Poulsen.
Nordbanens historie, banestrækninger og materiel.
John Poulsen er blandt andet forfatter til det meget grundige værk om Nordbanen udgivet på forlaget Banebøger i 2020
Nordbanen har gennem sine mere end 150-årige eksistens været en vigtig del af Nordsjællands erhvervs- og kulturhistorie, ligesom den skabte de første forudsætninger for at man kunne bosætte sig i nord for København og alligevel arbejde i hovedstaden. Efterhånden foregik udflytningen længere og længere nordpå. Derfor handler Nordbanens historie også om bebyggelsesudviklingen, befolkningstilvæksten og den ændrede erhvervsfordeling i de nordsjællandske kommuner. For københavnerne var Nordbanen gennem mange år en vigtig del af søndagsturen til skov og strand eller ligefrem ferierejsen til Nordsjællands badesteder.
Historien om Nordbanen er også erhvervshistorie og handler f.eks. om den store godstrafik med mælk til de mange københavnske husholdninger og mursten fra egnens mange teglværker til de omfattende byggerier i hovedstadens brokvarterer. Banen spillede også en rolle i vore forbindelser til udlandet. De første togforbindelser til vore nordiske nabolande kørte ad Nordbanen, og i “Fredensborgdagene” rejste mange af Europas kronede hoveder med banen for at besøge “Europas svigerfar”, Christian IX, på Fredensborg Slot.
Væksten i persontrafikken betød, at Nordbanen fra København til Hillerød gradvis udbyggedes som S-bane. Elektrificeringen af den københavnske nærtrafik medførte at S-toget i 1936 nåede til Holte og overtog den mest intensive del af Nordbanens trafik. Fra 1968 udvidedes den elektriske drift med S-tog helt til Hillerød, og det skabte yderligere befolkningstilvækst i Nordsjælland. Nordbanen hører i dag til S-banens mest benyttede strækninger, og gennem de første årtier af dette århundrede har banen været præget af arbejdet med at skabe mulighed for endnu tættere toggang.
Allerede i begyndelsen af 1930’erne var trafikken mellem Hillerød og Helsingør blevet adskilt fra Nordbanens tættere trafikerede sydlige del. Strækningen nord for Hillerød fik tilnavnet “Lille Nord”, og persontrafikken overgik til motortog. Da regionerne blev indført i 2006, overgik driften på Lille Nord fra DSB til Region Hovedstaden, og strækningen betjenes i dag ligesom Sjællands øvrige lokalbaner af Lokaltog.